Imagepleje gennem strategiske samarbejder
Opgave: Visuel Identitet, oplevelsesdesign, hjemmeside
Fra industrihavn til levende mødested
Åben Havn 2026 blev skabt i samarbejde mellem Vordingborg Forsyning, Port of Vordingborg, Business Vordingborg og Dansk Natursten. Over to dage blev havneområdet omdannet til et samlingspunkt for erhvervsliv, borgere og familier med oplæg, debatter, rundvisninger og oplevelser.
Projektet omfattede udvikling af en visuel identitet, hjemmeside og en særlig børnebillet, der inviterede familier på skattejagt gennem havneområdet. Den fysiske rammesætning var samtidig en væsentlig del af oplevelsen med blandt andet halmtorv, aktiviteter og områder indrettet til at skabe liv og engagement.
For Vordingborg Forsyning blev arrangementet også en mulighed for at udfordre det traditionelle billede af et forsyningsselskab. Med konkurrencer, slushice og aktiviteter for børn og voksne skabte vi en mere uformel og tilgængelig ramme for mødet med borgerne.
Åben Havn blev dermed et konkret eksempel på, hvordan identitet, kommunikation og oplevelsesdesign kan understøtte en større strategisk ambition om at gøre en organisation mere åben, nærværende og relevant for sine omgivelser.